Lavkultur …

En oversigt fra dagens Jyllands-Post over hvad de kan byde på, rent kulturelt:

• Mageløse Montmartre-masker
• Harald Blåtands gård er fundet
• Hitler og hobitter hader vuvuzelaen
• Apple: Forkert at forbyde bryster
• Tolstoys tipoldebarn vækker opsigt
• Værsgo’ – sæt dig og spil som du vil!
• Populært musikkorps reddede livet
• Vægtere viser kunst ud på aftenen
• Kirkegård skjuler unik kunstskat
• Iransk styre frygter død kvinde
• 572 sange på én dag – næsten
• Forsvaret forbyder koncert
• Kunstnere bestjålet mens de sov
• Politikere vækkes med fuld musik
• Ballerinaens hemmelige dobbeltliv
• Hollandsk politi forbyder rap-stjerne
• Filmstjerne: Lad mig SÅ være i fred!
• TV-sport gør modne mænd til drenge
• Musikkorps i krig for overlevelse
• Elton John trodsede Israel-boykot

Flot!! Men hvordan kan det være anderledes i et land hvis udenrigsminister starter sin (floskuløse og tomme) kronik (sammesteds) således:

Den Lille Havfrues rejse er et eksempel på regeringens vision om, at dansk kulturliv skal have udsyn i en verden i voldsom forandring. En kvalificeret internationalisering af det danske kulturliv skal sikre, at Danmark ikke blæses omkuld af den globale kultur

Krænkende, fornærmelige Alfa-Romeo

Rundt i de danske gader og på de danske landeveje bevæger sig det meste af døgnet en dyb krænkelse af Ummaen og Profeten. Vi taler om korstogs-bilmærket Alfa-Romeo, og specifikt logoet der pryder køretøjerne fra denne producent. Vi citerer fra Wikipedia-opslaget:

the red cross on a white back ground celebrates the deeds of Giovanni Da Rio who is reputed to have been the first to climb the walls of Jerusalem and erect a cross there during the first crusade. The badge can be seen as a shield, reversed, above the great door of the Castello Sforzesco in Milan.

Her er i sandhed en sag for sagfører Yamani. For ikke at tale om de horder af “unge,” der nu kan fokusere deres berettigede vrede over krænkelsen mod et bestemt bilmærke.

Ny karriere?

Her på Krabasken prøver vi at holde en moderat tone, så lad os nøjes med at konstatere at Kathrine Lilleør er ret glad for presse og medier–der blogges, skrives jævnlige kommentarer, produceres bøger, afleveres TV-gudstjenester, og optrædes i diverse dameblade. Det er også blevet til medlemsskab af diverse kommissioner og en PhD-grad. Kan en dame med et sådant energiniveau lade sig nøje med et pastorat i Slagslunde-Ganløse sogn? Næppe.

Lilleør har i dagens Berlingske en “Ugens Opinion” (ser desværre ikke ud til at være online (endnu)), der føjer sig til den lange række af spankninger af kulturminister Carina Christensen. Der er tale om en række af besynderlige insinuationer (det nye kulturudspil giver således Lilleør lyst til at nynne “Nu dages det, brødre”!) og påstande der skal male et portræt af kulturministeren som en kulturelt fladpandet  kommunal socialdemokrat.  Det er èn fortolkning–som iøvrigt er blevet kolporteret cirka 100 gange de seneste måneder af diverse debattører. Det kan endda være at det er den rigtige fortolkning (og Krabasken har ingen speciel sympati for Carina Christensen). Men når vi nu er ude på insinuationernes vilde vover, så lad os bare vove den påstand, at Lilleør meget gerne vil være ny kulturminister når–som det vel er forventeligt–Christesen bliver skiftet ud senere på året.

Burkha-Barbie

Apropos Marx’ (eller var det Schumpeters?) diktum, at den sidste kapitalist vil blive hængt i et reb han selv har solgt til bødlen: Her er “Barbie-in-a-Burkha”.   Usmageligt.

Efternavnet der blev væk

Det danske samfund er i stigende grad ved at blive efternavnsløst.  Da Krabasken gik i folkeskole–det var i 1970’erne–var de ældre lærere nogle man til- og omtalte som “Herr Sørensen,” “Fru Nielsen,” etc.  De færreste børn idag, i det mindste i de mindre klasser, synes at have nogen idè om hvad deres lærere hedder til efternavn, ja, endog at de måtte have et sådant. 

Dette gælder selvsagt så meget mere i børnehave og vuggestue, hvor pædagogerne som regel kun præsenterer sig med fornavn, også i telefonen. (Den ganske muntre Poul Joachim Stender anbefaler at man i sådanne tilfælde replicerer, “Goddag, lille Katrine (Jonna, Miriam, … eller hvad goggen nu måtte hedde) … er der nogle af de voksne tilstede?”).  Enhver der har været ude at se på nyt hus eller lejlighed ved at ejendomsmæglere altid “præsenterer” sig med fornavn. På Venstres netop overståede landsmøde interviewede Statsministeren som led i sin præsentation “Simon”, en kaptajn af reserven, udsendt til Afghanistan.  Man kunne blive ved.

Praksissen er en anmassende og kælen vederstyggelighed. Mange af os sætter faktisk pris på den distance som et efternavn giver (specielt ifht. ejendomsmæglere).  Det giver faktisk anledning til seriøse koordinationsproblemer når man skal ud af, hvilken Simon, Jacob, etc. det var  man var i kontakt med blandt et firmas mange Simon’er, Jacob’er etc. Men mere grundlæggende er tendensen udtryk for et tiltagende historie- og traditionsløst samfund, hvor slægten og den historiske kontinuitet går fløjten til fordel for det fornavns-behængte jeg. For en konservativ er det en tendens, der må bekæmpes. Brug efternavn!!

Infantilisme

Nye lavpunkter defineres i den hjemlige politiske debat. Pressen fører ofte an. Forleden var Birte Rønn-Hornbech i samråd om de irakiske kirkebesættere, og blev af journalisten to gange spurgt — spørgsmålet var tydeligvis ment som en rigtig lammer — om hun “selv ville holde ferie i Irak”. Der er ganske ingen logik overhovedet i spørgsmålet, og ministeren afviste naturligvis at besvare skriverkarlens tåbeligheder.

Men politikerne kan sandelig også være med. Se således Jyllands-Postens referat fra dagens afslutningsdebt, hvor Henriette Kjær citeres for følgende: “At overlade ansvaret for det danske samfund til en regering med Socialdemokraterne og SF, vil være det samme, som hvis man satte Bjørne Banden til at vogte Joachim Von Ands pengetank.” Og oppositionen svarer igen på akkurat samme infantile niveau.  Der er virkelig ingen grund til at have kvabbalser over sammenligninger med børnehaver. Det er deskriptivt korrekt.

Mest latterlige online PPT-præsentation?

Nej. Den er ikke lagt op af en managementguru, et konsulenthus, en alternativ behandler eller Tøger Seidenfaden. Den er her.  Lagt op af SF’eren Marie Fugl, der er lige så smuk som hun er naiv.

Check sliden om hvad “socialisten tror“.  Den “virkeliggjorte” socialisme har naturligvis altid manifesteret menneskets iboende forfængelighed, fra diverse socialistiske diktatorer til Villy “Rover” Søvndal (“meget stor bil”).  Fugls slide er klassisk puritanisme. Men kan man godt forestille sig at den går rent ind hos de uniformerede, sammenbidte, neurotiske og selvgode 15-årige (der så er forfængelige på deres egen måde) SFU-medlemmer.

Hvad skal det te’ for?

Så skete det igen: En ungersvend morer sig i Kastrup Lufthavn med en brander om bomber — og Fanden er løs. Der er tale om en “bombetrussel”, der nødvendiggør længere grounding af flyet. Nu er det ikke blevet refereret i pressen hvilke ord, der præcis faldt, men tidligere lignende episoder kunne antyde at der er tale om dumme men fundamentalt uskyldige bemærkninger, som det ikke kræver nogen psykologisk indsigt at se er harmløse, og formentlig ikke engang har været “truende” i nogen meningsfuld forstand.

Hvorfor det skal være standard operating procedure, at en dum bemærkning fra en kåd knøs skal udløse flygrounding med videre er faktisk svært at begrunde med en logik der lægger vægt på sikkerhedshensyn. Det er klart at sådanne bemærkninger bør undgås, men mest af hensyn til medpassagerer med sarte nerver. Med reel flysikkerhed har reaktionen intet at gøre. For at citere John Schmidt: “Hvad skal det te’ for?”.

Erhvervsjournalistik I

Erhvervsjournalistik burde være noget af det højest prioriterede journalistik. Den vedrører dagligdagen for overordentlig mange af os. Den giver muligheden for på unik (undskyld, “unique”) vis at kombinere drama, passion og analyse. Men erhvervsjournalistik er tydeligvis lavt prioriteret. Erhvervsjournalister skriver generelt floskuløst og slapt. De kolporterer myter. Tvivlsom “forskning” foretaget af konsulenthuse slås stort op. Forskning fra business schools og universiteter omtales sjældent, mestendels fordi journalisterne er for dumme til at sætte sig ind i sagerne.  Tit hænger den ene sætning simpelthen ikke logisk sammen med den anden. 

Case in point? (OK, der er mange).  Prøv at checke denne lille klumme fra Berlingske Nyhedsmagasin, “Verdens bedste strategibøger.”  Én ting er at kriteriet for hvad der er en “god” strategibog er helt uklart. Men sproget …. Se for eksempel omtalen Michael Porters Competitive Advantage: “Det er i den bog, at Michael Porter lancerer værdikæden. Den er moderne for stort set alt, hvad der beskæftiger sig med rationalisering og effektivisering. Desværre betyder det, at værdikæden ofte bliver synonym med besparelser og nedskæringer. Det er ikke altid tilfældet”.  Boinnnggg …! Det er simpelthen rent vås. Eksemplet er desværre langt fra enestående.  Eksempler vil følge …

Nyt nettidsskrift — Standpoint.online

Det UK-baserede nettidsskrift, Standpoint.online lanceredes tilbage i juni (der er også en papirudgave, Standpoint Magazine). Der synes at være tale om en UK-pendant til The New Criterion, omend med mindre egentlig kritik, og flere politiske kommentarer. I det første nummer redegør magasinets redaktør, Daniel Johnson, for missionen:

The intention of Standpoint is to provide a lever which can indeed move the world, by invoking the noblest ideals to which humanity has aspired. Free speech and a free press; the dignity of the individual and the family; the liberty to worship and to refrain from worship; scientific inquiry limited only by respect for human life; the rule of law; parliamentary democracy and the free market; human rights balanced by reciprocal duties; toleration of minority views and practices, but not at the price of moral relativism.

Sektionen “Counterpoints” præsenterer kommentarer af generel konservativ observans (Noel Malcolm’s “Infantilification of Us All” vil appellere til kulturkonservative), og “Comments” præsenterer … well … det samme (check Marc Sidwells “How Sarah [Palin] got Drafted“). Af almen interesse Geza Vermes’ “The Truth About the Historical Jesus“, essentielt en redegørelse for hans egen mangeårige forskning i sagen.

Der er mange timers læsning her. Men spørgsmålet opstår endnu engang hvorfor vi altid skal til udlandet (specielt det angelsaksiske sådant) for at finde lødig konservativ journalistik og essayistik.  Ingen danske trykte medier leverer (og slet ikke Weekendavisen), selvom Jyllands-Posten kan have relevante takter. Den danske borgerlige blogosfære er stort set kun dedikeret Islam-kritik og klaphat-liberalisme.  Suk.